Valg af partner

Valg af partner

Der findes sikkert mange forskellige teorier omkring hvad der lige får os til at vælge den partner vi gør. Hvad forelsker vi os i, og hvorfor? Med dette blogindlæg tager jeg blandt andet udgangspunkt i teori af den svenske psykolog og parterapeut, Lennart Lindgren.
Han mener, at der er tre forskellige måder at vælge på, når vi møder et nyt menneske, som vi forelsker os i. Og at vi prioriterer forskelligt. Selvom alle tre måder kommer i spil, så vægter vi betydningen af de enkelte forskelligt. Hvorfor vi så vælger at prioritere som vi gør, hænger blandt andet sammen med hvilken tilknytningsstil vi havde som børn og på de følelsesmæssige oplevelser vi har med i bagagen.
Intime relationer er et centralt aspekt af vores liv. Vi har brug for at føle at vi hører til, og derfor har vi brug for at udvikle stærke, sociale bånd med andre. Vi kan få opfyldt dette behov ved at have familie, venner og andre sociale relationer, men et seksuelt og romantisk forhold er for mange helt afgørende, for at føle sig fysisk og psykisk i balance.

De tre forskellige måder at vælge partner på:

1. Det kropslige valg
2. Det sociale valg
3. Det psykologiske valg



1. Det kropslige valg:

Her betyder udseendet rigtig meget for, om man overhovedet går videre med relationen.
Det kropslige valg er kendetegnet ved, at vi umiddelbart tiltrækkes af den andens udseende og fysiske udstråling. Allerede ved første møde kan man føle en stor seksuel lyst til den anden – en næsten primitiv, stærk og fysisk følelse i hele kroppen. Forskning viser, at fysisk tiltrækning også påvirkes af det social fællesskab vi er en del af. Både i forhold til hvad andre synes er tiltrækkende, men også i forhold til hvem vi omgiver os med og hvad sammenligningsgrundlaget er. Så fysisk tiltrækning er en kompleks størrelse, der afhænger af individuelle præferencer og personlighed, men også af social indflydelse og en social sammenlignings-proces.
Uanset hvilken grund, er fysisk tiltrækning for det meste vigtigst tidligt i relationen og betyder mindre med tiden.

2. Det sociale valg:

Her handler tiltrækningen om muligheden for et socialt liv, som den anden kan tilbyde. Følelsen er sådan her: vi kommer til at have det sjovt og trives sammen. Vi hører sammen socialt, kulturelt og interessemæssigt.
Vi vælger ofte en partner der ligner os selv socialt – nogle gange er valget bevidst og nogle gange ubevidst. Her passer udtrykket “lige børn leger bedst” godt ind. Det kan være i forhold til uddannelse, kultur, økonomi eller alder.

3. Det psykologiske valg:

Her betyder det mest for én, at man føler sig set og forstået i forhold til sine inderste tanker og følelser. Man vil føle at den anden er ligesom én selv – at man har fundet sin soulmate.
Det psykologiske valg kan opleves som magi. Det handler om en grundlæggende længsel efter det der mangler – den manglende brik i puslespillet. Det handler altså om en længsel, der ikke er blevet tilfredsstillet. Sådan en længsel og savn går vi alle rundt med. Det kan handle om en sorg, et sår der ikke er helet eller et traume. Det er helt almindeligt at mennesker går rundt og bærer på følelser af at være blevet svigtet. Det kan både stamme fra barndommen eller en tidligere relation. Når vi så møder et mennesker, der ser os er følelsen fantastisk.
Det er ikke altid let at se hvordan ens egen længsel og savn ser ud. Det er igennem livets rejse og mødet med andre mennesker, at man bliver klar over dette.

Uanset hvad som er det vigtigste for dig, i valg af partner, så gælder det om at skabe et “vi” i alle delene. Jeg vil i et senere blogindlæg skrive om hvordan man bevarer et eget “jeg-liv” selvom man forsøger at skabe en fælles platform med sin partner.





Del på facebook
Facebook

Skriv et svar