Seksualitet efter en fødsel

Seksualitet efter en fødsel

Efter en fødsel er det næppe samleje man tænker på som det første. Kvindens underliv er ømt, det bløder og måske er der syninger der skal hele. Hormonelle påvirkninger kan gøre kvinden mere psykisk sårbar, samt gøre hendes slimhinder tørrere. Hun er optaget af sit nyfødte barn, og måske kæmper hun med at få amningen til at fungere. Ved amning trækker livmoderen sig sammen, hvilket kan give smerter i form af efter-veer. Amning udtørrer også slimhinderne, bla. i skeden, og det er derfor vigtigt at bruge glidecreme, når man på et tidspunkt er klar til at have samleje igen. 

Der er også stor forskel på hvordan mænd oplever fødslen og tiden lige efter, og på hvilke forventninger de har til genoptagelse af sexlivet. Det vigtigste er ikke om I har forskellige forventninger, men at I taler sammen om det, og kan se tingene fra hinandens synsvinkel. Ved at have et fælles “Vi” har I en fælles forståelse og omsorg for jeres parforhold, som kan modstå mange udfordringer. 
Oplever I at have svært ved at kommunikere og finde det fælles “Vi”, så kan parterapi være en god hjælp for jer. Se evt. mere her.

Der er ikke noget “normalt” ift hvornår I genoptager sexlivet. Nogle par genoptager ret hurtigt et seksuelt samvær igen, imens andre venter mange måneder. Så længe I husker på at kramme, kysse og på andre måder vise at i elsker hinanden, så bliver parforholdet ikke belastet af at vente med samleje. 

Men hvad er sex egentlig? Det er jo mange andre ting end samleje. Det er  også oralsex, kærtegn, dybe kys, gensidig onani m.m. Så selve det penetrerende samleje, kan man jo godt vente med, og stadig have et velfungerende og tilfredsstillende sexliv. Det er fuldstændig op til jer at definere hvad der er et godt og sundt sexliv for jer. 

Del på facebook
Facebook

Skriv et svar