Konflikter i et parforhold

Konflikter i et parforhold

I de fleste parforhold taber man sin kærlighed til sin partner i visse perioder. Det sker ofte når det ikke lykkes at komme igennem sine problemer, fx utilfredshed i sexlivet, at man ikke føler sig set eller bekræftet af den anden, at man ikke kan blive enige om praktiske ting som fx rengøring, madlavning og børnepasning. Det er vigtigt at vide, at det sker i ALLE relationer og at det ikke behøver betyde, at man skal gå hver til sit.
Det er normalt ikke altid at være på bølgelængde.

Hvis du er utilfreds med noget i dit parforhold, så skal du fokusere på det du savner, ikke på hvordan din partner kan lave sig om. Tag udgangspunkt i dig selv, når du vil tage en kritik op med din partner. Hvis du fx synes at din partner er passiv og hjælper for lidt til med rengøringen, så er det bedst at sige “jeg føler ikke at jeg orker at tage så meget ansvar. Må jeg foreslå at vi deler ansvaret op på denne måde……”.

Som regel vil vi have tilbøjelighed til at bruge en af disse tilgange ved konflikter:
1. at snakke os ud af problemerne for at lette trykket
2. at forsøge at finde ind til kernen af problemerne
3. at finde formildende omstændigheder og gøre problemet “mindre” end det er, ved at bruge humor eller bagatellisere problemet
4. at undgå at gå ind i problematikken – at gå eller undvige (være konfliktsky).
Når et par har meget svært ved at løse deres problem, så er det ofte fordi den ene anvender de to første tilgange, mens den anden anvender de to sidste. Hvis I kommer frem til, at I bruger forskellige tilgange, så er I nødt til blive enige om hvilken en strategi I vælger. Nogle gange er det ok at ignorere et problem og kigge fremad. Af og til kan det være fint at klare med humor. Og andre gange er man nødt til at sætte sig og tale ordentligt sammen.
Hvis I ikke kan blive enige, tyder det på at I er inde i en negativ spiral. Noget af det der kendetegner en negativ spiral, er at man ikke kan sætte sig ind i partnerens følelser, og ikke anerkender, at man både har et ansvar for sine egne, men også partnerens følelsesmæssige reaktioner. Man har en forestilling om at det kun er partneren der skal forandre sig, for at konflikten kan blive løst.
Det er et helt emne i sig selv, at tale om den negative spiral, så det vil jeg vende tilbage til i et senere blogindlæg.

Hvor meget føler du dig anerkendt og hvor meget føler du dig kritiseret i dit parforhold? Prøv at tale med din partner om hvordan I hver især føler jer anerkendt og kritiseret ved hjælp af disse spørgsmål:
– Viser jeg dig at jeg anerkender dig? På hvilken måde gør jeg det, og hvad er det du siger eller gør der får mig til at anerkende dig? Og hvis jeg ikke gør – hvad er så grunden?
– Synes jeg at jeg bliver anerkendt? På hvilken måde og for hvad får jeg anerkendelse? Hvis ikke, så er det godt diskutere hvilken eventuel følelse af skuffelse det kan vække.
– Giver jeg dig nedværdigende kommentarer? I hvilke situationer gør jeg det og på hvilken måde?
Gå eventuelt videre ved hjælp af disse nøgleord: beundret, respekteret, accepteret, forført, , kritiseret, nedværdiget, krænket.


Vi ønsker som regel selv at klare vores problemer. Par styrter ikke i terapi ved første tegn på problemer. Forskere anslår, at der ofte går fra 5-7 år, før nogle søger hjælp. Dog kunne nutidige og fremtidige negative spiraler afhjælpes, hvis parret fik hjælp af en terapeut, der hvor tingene går i hårdknude.
Ikke mange af os går i terapi for at ændre på os selv – som regel leder vi efter noget, der kan forandre vores situation eller partneren, mens vi selv bliver ved med at være den samme. Vi leder efter enkle råd og teknikker – men mellemmenneskelige problemer kan ikke løses ved hjælp af teknikker, kun gennem at vi selv forandrer os.



Del på facebook
Facebook

Skriv et svar