Amning og seksualitet

Amning og seksualitet

Kvindens bryster forandrer sig i graviditeten. De vokser, areola (det mørke område omkring brystvorten) vokser, de kan få strækmærker, hænge mere end de plejer, dufte anderledes og nogle kvinder producerer allerede mælk i graviditeten. De begynder derfor at få en anden funktion end før. Nu er de ikke kun til pynt eller seksuel tilfredsstillelse, men også madpakker til det kommende barn. Når barnet er født, og baby ammes, så trækker livmoderen sig sammen imens. Hos nogle kvinder mærkes dette som efter-veer. Fysiologisk er det sådan, at det hormon der udløser nedløbsrefleksen (oxytocin) også er det hormon der udløses ved orgasme. Derfor er det ikke ualmindeligt, at kvinden lækker eller sprøjter mælk ud under en orgasme. Det kan for nogle virke hæmmende og upassende, imens det for andre ses som noget naturligt. Nogle kvinder kan også opleve, at de får en følelse af seksuel stimulation under amning, hvilket kan give blandende følelser og skamfuldhed. Der er dog intet ualmindeligt ved det – det er bare kroppen der fungerer på den måde. Faktisk vil 10-15 % af nybagte mødre opleve dette.
Som sagt udløses oxytocin både ved amning og sex. Det kaldes også kærlighedshormonet, da det er forbundet med følelser af nærhed, intimitet, afslappethed og kærlighed.

Partnerens støtte er afgørende for hvor længe barnet ammes. Synes partneren at amning er vigtigt, ammes barnet generelt i længere tid. Studier har vist, at ammende mødre oplever en bedre intim relation med deres partner. Amning kan også give moderen en oplevelse af mestring, kvindelighed og selvtillid. Og det kan måske være med til at modvirke det negative selvbillede, som kvinder kan få efter fødslen, hvor kroppen ikke ser ud som den plejer: maven er stor og blød, brysterne hænger måske mere, der kan være strækmærker mange forskellige steder og underlivet er måske syet og føles anderledes “åben”, idet bækkenbundsmusklerne har været påvirket af graviditet og fødsel.

Manglende sexlyst hos ammende kvinder.
Manglende eller nedsat lyst til sex, er meget almindeligt i den periode man ammer. Det lave indhold af østrogen i blodet, og det høje niveau af prolaktin, giver tørre slimhinder, nedsat sexlyst og kan gøre det sværere at opnå orgasme. Det kan også gøre ondt at have sex, når man ikke bliver våd nok. Det anbefales derfor at bruge glidecreme under samleje.
Oxytocin, som frigives ved amning, udløser følelsen af velvære, som sammen med den nære kropskontakt ml mor og barn kan bidrage til at dække en del af moderens behov for intimitet og nærvær. Hun kan derfor blive “mættet” af nærhed og kontakt, og derfor ikke mangle det fra partneren. Man er desuden meget træt som nybagt mor (og far), og det kan også gå ud over sexlysten.

Hvordan holder man fast i nærheden og kærligheden som nybagte forældre?
– Tal åbent med hinanden. Forvent ikke at partneren kan læse tanker.
– Vær ærlige – I skal kunne stole på hinanden
– Brug tid på hinanden, selvom I er trætte. Det behøver ikke at være samleje, men kan være kys, massage, nus, kram osv.
– Væn jer til at nyde hinanden, selv om baby er i nærheden.
– Brug jeres netværk, fx bedsteforældre, til at hjælpe med praktiske ting, så I får mere overskud.
– Lær at nyde hinanden på en anden måde end før I blev forældre, og glæd jer over den nye samhørighed I nu har fået – forældreskabet kan styrke jeres kærlighed og sammenhold.

Del på facebook
Facebook

Skriv et svar